Audi har ændret Q4 e-tron udstyrsudbuddet på det danske marked, så der udover basisudgaven fremover kun er én udstyrsversion: S line Edition. Samtidig har S line Edition fået mere udstyr som standard, men prisen er der ikke ændret ved, så den starter fortsat fra 369.990 kr.* inkl. samlet 5 års garanti**.
Q4 e-tron S line Edition er baseret på den tidligere udstyrsversion Progress, men har derudover fået S line eksteriørpakke, panoramaglastag med skyde-/vippefunktion, Matrix LED-forlygter og sportssæder. S line eksteriør fremhæver bilens sportslige side med udstyr som 20” alufælge, sportsundervogn og udvendige S line designelementer.
Direktør hos Audi Danmark, Rikke Hamilton, uddyber: ”Som importør samarbejder vi med Audi i Tyskland og tilpasser løbende vores modeludbud til markedet. Vi følger naturligvis markedet og vores nærmeste konkurrenter tæt for at sikre, at vi hele tiden har et attraktivt modeludbud. Selvom Audi Q4 e-tron ligger solidt i markedet og har gjort det siden lanceringen i 2021, har vi fået mulighed for at inkludere noget populært udstyr til standardudstyret, og den mulighed har vi selvfølgelig grebet. Det gør Q4 e-tron til et af de stærkeste tilbud blandt konkurrenterne.”
Den populære Audi Q4 45 e-tron med 286 hk, op til 535 km rækkevidde og i den nye S line Edition kan fortsat erhverves for 399.990 kr.

